x x
3. Division Damer på "skovtur" (stroppetur) 15. november 2005


Tirsdages træning blev for damerne noget anderledes end alle andre tirsdage, hvor den står på træning, fælles spisning og træning igen. 

Kort før sidste fløjt at første træningspas, står der lige pludselig en militær mand i fuld krigsmaling og uniform og råber: ”Damerne herhen”. Da vi finder ud af at han faktisk mener det får vi 2 minutter til at skifte til udendørs tøj og stå ude foran GIC. Han mener vi er for langsomme og derfor lægger vi ud med 10 armbøjninger, i takt. Det har sikkert set yndigt ud. Vi bliver delt i 2 hold:

Hold 1: Anette, Bine, Holdgaard, Sanne og Karina
Hold 2: Britta, Charlotte, Birthe, Mette J, Ina og Gleerup

De 2 førstenævnte var holdledere, og fik hver en lygte og et kort med en rute vi skulle løbe ud til skovsøen, vel og mærke en pæn omvej. I har 20 minutter råbte vores ven den krigsmalede. ”Der er straf for at komme for sent og jeg har mine venner til at ligge på lur, hvis I snyder er der også straf”. Godt så vi kom af sted, hold 1 ankom først til skovsøen, hold 2 syngende lige efter, hvilket var sjovt (synes vi selv) men det gav lige lidt 2 ture rundt om søen. Han var ikke til at få til at grine!

5 min til at strække ud, og så løb vi videre ud mod campingpladsen. På et tidspunkt stoppede han op, og vi gik et stykke, måske følte han at Britta var lige lovlig langt fremme i skoene, hun kunne sikkert have løbet fra ham.

Nå da vi kom ud til rastepladsen ved campingpladsen fik vi skæld ud fordi vi ikke fulgtes med vores hold. Men hvert hold fik en båre, den skulle bæres tilbage til skovsøen og fra skovsøen til GIC skulle der ligge en i båren. 30 minutter fik vi til det, det vindende hold blev lovet mac-mad og nr. 2 spejlæg.

Hmm vi var næsten ved skovsøen samme tid, men så trak hold et fra med Sanne på båren og Anette og Bine som dem der trak store dele af læsset, har vi hørt. De småløb noget af vejen. Godt gået tøser. Anette var dog vist også på båren en tur, man har vel lov at slappe lidt af som anfører.

På hold 2 blev der snakket om vægt, og Birthe endte på båren i starten og Britta kom på godt halvvejs.

Der blev snakket en del om maden, Birthe var meget interesseret i om der var biksemad til da hold 1 forsvandt forude, hun spurgte endda uden frygt for ekstra løb. Men manden der har været i krig med en grøn og sort maling fortrak ikke en mine på spørgsmålet.

Begge hold nåede det til tiden, hold 1 brugte 20 min og hold 2 25 min, fedt vi nåede det. Men nej nej, vi havde fået 30 min så det skulle vi bruge, straf for at være for HURTIG (det er vist aldrig sket før) 10 mave og 10 arm. Sikkert mere yndigt end de første.

Maden blev derefter aflyst, det var noget han havde sagt for sjov, men hallo man spøger ikke med mad, de fleste følte sig som vindere så efter et bad røg en del omkring mågen.   

Fed aften, sammenholdet blev styrket, nu slapper vi af til træningen næste tirsdag. Da torsdags træningen er aflyst og der er friweekend.  

/Gleerup

 

Grenaa Idrætsforening Håndboldafdeling